Chiadessert med mangopuré

Chiadessert med mangopuré

Påsken står for døren og det betyder for mange meget mad og måske også meget brød og masser af sukker.

Sukker

Jeg er en af dem, der har sukker som et drug. Når først jeg får begyndt, har jeg ikke fred før skålen, skabet, posen, æsken er tom.
Derfor minimerer jeg indtaget når jeg er hjemme, for så er det primært kun, når jeg er ude, jeg indtager det.
Jeg har det bedst i de perioder, hvor jeg helt undgår det, men jeg er nem at friste, når det står på bordet. Jeg spotter det med det samme og jeg er, som nævnt, rigtig god til at rydde det op!
Til stor morskab for nogle i omgangskredsen.

Heldigvis kan jeg trøste mig med, at jo sundere jeg er, jo mere usundt kan jeg tillade mig at spise – indimellem!

Derfor er min strategi at sørge for at leve så sundt så muligt, så meget som muligt. Både i forhold til kost, men også i forhold til motion. Så er det ikke undtagelsen, der definerer min sundhed, men den generelle livsstil og så kan jeg rigtig nyde den gode dessert og chokolade, når jeg bliver budt.

Langfredag på Søvej

I aften kommer ungerne til klassisk lammekølle og dessert. De er vokset op med, at der bliver sundhedsoptimeret på maden herhjemme og denne gang er ingen undtagelse.

Lammekølle, lidt kartofler og bønner i ovn, flødesauce og en smule mintgelé. Meget traditionelt og meget lækkert. Desserten skal derfor være uden sukker, let og sund.

I dag bliver de udsat for denne chiagrød med mangopure og fordi det er påske, fik den et par æg på toppen. Uden for påskesæsonen vil jeg servere den uden æg og den vil glide lige så let ned af den grund.

Chiadessert med mangopuré

Det hele kan laves dagen før og stilles på køl til anretning på selve dagen.

Vurder selv, hvor meget mandeldrik, der er nødvendigt for den rette konsistens. Den skal være fast, så mangopuréen lægger sig ovenpå og stadig lind nok til at glide lækkert ned.

Du skal bruge:

Chiagrød 4-6 personer

  • 4-6 spsk chiafrø
  • 50-70 gram rosiner
  • 20-30 g kakaonibs
  • 2 tsk vanillepulver
  • 400 g græsk yoghurt 10%
  • Evt. 1 dl. usødet mandeldrik til at fortynde med

Bland det hele godt sammen og portionsanret i høje glas.

Mangopuré

  • 1 pose mangotern på frost
  • 1 dl vand
  • 1 spsk sukrin gold
  • 1 spsk fibersirup
  • 1 nip salt

Kog det hele sammen og blend det til puré. Anret over chiagrøden efter det er afkølet, og pynt med lidt grønt, fx. mynte eller citronmelisse. Og evt. et påskeæg.

Sød uden sukker

Selve chiagrøden er ikke sød, men den er fuld af protein og gode omega 3 fedtsyrer. Rosiner og kakaonibs giver lidt sødme og knas. Kan du ikke lide rosiner, kan du bruge tranebær istedet, eller helt undlade dem.
Sammen med mangoen bliver det en frisk sød dessert uden tilsat sukker – selvfølgelig lige bortset fra påskeæggene, som kom på i dagens anledning.

BEDRE LIVSKVALITET
T: 61260439
Mmarie@bedrelivskvalitet.dk