Citrondessert

Citrondessert

En invitation til Nytårsaften 2024 fik mig til kækt at tilbyde at komme med desserten. Lige i det øjeblik tænkte jeg ikke, at det betød, at jeg måtte udvikle en ny opskrift. Men det gjorde jeg, og den blev taget godt imod i det festlige selskab. Desserten kan sagtens spises hele året.

Den består af flere lag. Nederst citronkage med lidt rosmarin, så et lag citroncheesecake og øverst lemoncurd, pyntet med citronchips. Det meste kan laves i forvejen, og nu har jeg udviklet den, så det behøver, du ikke bruge tid på.

At påstå, at den er sund, vil være en overdrivelse. Men den er ihvertfald sundhedsoptimeret og dermed er dens påvirkning af blodsukkeret minimeret. Og så er der rent faktisk også både næring og fiber fra dadler og mandler og gode c-vitaminer fra citronerne. Citronerne skal naturligvis være usprøjtet.

Opskriften er til 12 personer.

Vi starter med bunden, som er med udgangspunkt i Verdens bedste mandeldaddelappelsinkage, dog med citroner og rosmarin istedet. Bunden kan du lave flere dage i forvejen og jeg brugte ikke den hele, så det gav også lidt ekstra kage til fryseren, som kan tages op ved lejlighed.

Citronkagebund

Du skal bruge:

  • 200 g mandler
  • 400 g dadler – uden sten naturligvis
  • 3 spsk kokosolie
  • Skal og saft af en citron
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 1 håndfuld frisk rosmarin
  • 6 æg

Sådan gør du:

  • Blend det hele, ikke for fint, der må gerne være bid i
  • Smør en form med lidt kokosolie og kom dejen i
  • Bag ved 160 grader i 40-45 min.
  • Vend kagen rundt og ud af formen og lad den køle af, inden du skærer den ud i 16 stykker.

Den kan sagtens spises alene, uden at være peppet op til dessertniveau.

Citroncheesecake

Du skal bruge:

  • 600 g flødeeost
  • 7,5 dl piskefløde
  • 3 citroner, fintrevet skal
  • 11/2 dl friskpresset citronsaft
  • 150 g sukrin melis
  • 3 tsk vaniljepulver

Sådan gør du:

Bland det hele i en skål og pisk det langsomt sammen til cremen tykner. Pas på ikke at piske for meget, cremen skal være blød og lækker.

Du kan fint samle cremen et par dage før og opbevare den i køleskabet. Den får det kun bedre af at stå og samle sig lidt.

Lemoncurd

Lemoncurden SKAL laves senest dagen før, så den kan nå at stivne i køleskabet.

Det skal du bruge:

  • 4 æggeblommer
  • 100 g SukrinMelis
  • 4 tsk citronskal fra økologisk citron
  • 1,5 dl citronsaft
  • 170 g smør

Sådan gør du:

Pisk æggeblommer med sukrinmelis, citronskal og saft.
Varm det langsomt op i en gryde sammen med smørret. Det må ikke koge og du skal røre i det hele tiden.
Lige inden det koger, tager du det af, hælder på glas og sætter i køleskabet, så det kan stivne natten over, gerne længere.

Citronchips

Du skal bruge:

  • 1 citron
  • 2 dl Sukrin Gold
  • 2 dl vand

Sådan gør du:

Skyl citronen og skær den i så tynde skiver som muligt. Kog sukker og vand sammen og tag gryden af kogepladen. Læg citronskiverne i og lad dem stå 20 minutter i lagen.

Kom citronskiverne i ovnen på en bageplade med bagepapir på 125 grader i 60 minutter. Vend dem efter de første 30 minutter. Afkøl på en rist.
Hvis du laver dem i forvejen og lægger dem i en boks, kan de nemt blive bløde, men så kan de friskes op på dagen med en tur i airfryeren eller ovnen på svag varme. Hold øje med dem, så de ikke får for meget.

Samling af desserten

  1. Skær kagen i 16 stykker og smuldr et stykke i et portionsglas. Gem de overskydende stykker kage til anden anledning.
  2. Fordel Cheesecakemassen ovenpå og sæt i køleskabet 1 times tid, så det sætter sig
  3. Hæld derefter lemoncurd over som det sidste lag
  4. Afslut med at pynte med citronchips

Velbekomme!

BEDRE LIVSKVALITET
T: 61260439
Mmarie@bedrelivskvalitet.dk