Græsk salat og sprød kylling

Græsk salat og sprød kylling

Hjemvendt fra Santorini, hvor den har stået på græsk salat, grillet fisk, souvlaki, saganaki og meget andet lækkert, måtte første middag på terrassen naturligt indeholde en græsk salat som tilbehør til lækker kylling tilberedt i airfryeren. Så bliver det næsten ikke mere forårsagtigt.

Der er ikke meget hokus pokus i den, den er bare lækker – og den er nem og hurtig at tilberede.

Til 2 personer brugte jeg:

  • 2 bøftomater
  • 1 agurk
  • 1 håndfuld gode sorte oliven
  • 1 grøn peberfrugt
  • ½ rødløg
  • 1 spsk kapers
  • 3 skiver feta
  • Olivenolie og hvid balsamico
  • Krydderier

Skær tomater og agurk i relativt store stykker og skær peberfrugt og rødløg i tynde strimler. Anret med oliven, kapers og feta på toppen.

Brug dine favoritkrydderier på toppen, jeg brugte en blanding af tørret oregano, timian, mynte, salt og peber.

Vi spiste det som tilbehør til en kylling tilberedt i airfryeren. Ikke andet. Der var en rest kylling tilbage, men salaten – den forsvandt.

Hel kylling i airfryeren er nemt og hurtigt. Vi penslede den med smør og dryssede med salt og peber. 50 minutter ved 180 grader, 25 minutter på hver side. Perfekt, saftig og med sprødt skind.

Velbekomme!

BEDRE LIVSKVALITET
T: 61260439
Mmarie@bedrelivskvalitet.dk